Vinterbadning i nappedam

Referat fra stormøde i Nappedam Vinterbadere

Den 5. december mødte cirka 20 friske og nysgerrige personer op i Nappedam Bådelaugs klublokaler til stormøde. Her kan du finde referatet fra mødet.

Det tydede på en helt almindeligt mørk decemberaften på Nappedam havn, indtil cirka 20 vinterbadere med og uden erfaring indtog bådelaugets klublokaler. Der var nemlig indkaldt til stormøde i en kommende forening for vinterbadere på havnen. Det helt store ønske er i første omgang en sauna, men drømmene er som træer: De vokser ind i himlen.

Der var en rigtig god stemning på mødet, og det tegner godt for en fremtidig forening, hvor der både kan være plads til vinterbadningen og det sociale.

På mødet blev der nedsat en arbejdsgruppe, som reelt er en udvidelse af en eksisterende arbejdsgruppe bestående af interesse i og omkring havnen. Efterfølgende havde arbejdsgruppen møde, og de besluttede blandt andet at indkalde til stiftende generalforsamling den 23. januar, således at der kan nedsættes en beslutningskompetent bestyrelse og fastsættes et kontingent. Så kan det vigtigste arbejde begynde: At hverve medlemmer til vinterbadeklubben.

En anden ting som arbejdsgruppen besluttede var, at der på den stiftende genralforsamling skal afholdes en en afstemning blandt modtagende navneforslag til foreningen. Arbejdsgruppen bruger det midlertidige navn Nappedam Vinterbadere, som er dejligt praktisk, da det både indeholder en geografisk placering, samt hvad foreningen skal beskæftige sig med. For at få lidt “poesi” med og lidt aner tilbage til områdets historie og vinterbaderes forkærlighed for vikinger, blev der også snakker løst om havguden Njord. Der findes i nordisk mytologi også en havgud, der hedder Ægir og en havgudinde, der hedder Ran.

Sæt et evigt præg på foreningen: bestem vores navn

Ovenstående kan du så lade dig inspirere af – eller lade være. På Generalforsamlingen den 23. januar skal vi nemlig alle stemme om, hvilket navn foreningen skal bære og ære. Og til det formål vil foreningen gerne have så mange gode forslag, som I kan finde på. Send forslagene i en mail til info@nappedam-vinterbadere.dk – helst 14 dage inden generalforsamlingen.

Find referat fra stormødet her

Og så til det, som I måske er kommet herind efter, nemlig et referat fra stormødet den 5. december 2017. Referat stormøde nappedam vinterbadere december 2017.

Stormøde i Nappedam vinterbadere den 5. december
Foto: Henning Buddig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.