Samværsnormer

Vinterbadning er på en gang en oplevelse af både fysisk og psykisk velvære, og vi ønsker, at medlemmerne nyder besøgene i vores sauna. Derfor dette korte regelsæt, da det er vigtigt, at vi alle respektere hinanden, og ikke påtvinger andre medlemmer en adfærd, der minimerer den enkeltes følelse af velvære.

Gensidig hensyntagen

Vi starter altid vores vinterbadning med at tage et dyp, inden vi benytter saunaen.

Vi vil begrænse støjende og anden upassende adfærd mest muligt.

Vi efterlader vores eventuelle badetøj uden for saunaen (det gælder begge saunaer, hvor badetøj ikke må anvendes)

Vi bruger et rent og stort håndklæde, når vi sidder i saunaen. Vi har ikke en fast plads, så derfor fjerner vi håndklædet, mens vi er ude og tage vores dyp. Det giver andre muligheden for at sidde tættere på saunaovnen.

Vi bruger et andet håndklæde, når vi går ned og bader, og når vi tørrer os.

Sidder vi længe i saunaen, eller sveder vi meget, sørger vi for at have et ekstra håndklæde med til at opsamle sveden.

Vi sætter alt fodtøj uden for saunaen.

Vi indtager kun vand i saunaen.

Æstetiske hensyn

Vi viser hensyn til hinanden så blufærdighedsgrænser ikke overskrides, og vi respekterer andres sproglige og fysiske intimitetsgrænser.

Benyttelsen af foreningens faciliteter

Vi er klar over, at alle har lov til at vinterbade fra badebroen, og vi må gerne invitere voksne gæste med i vores Selvtænd-sauna.

Vi viser omtanke, når vi vinterbader, og vi er os bevidst, at vinterbadningen og anvendelsen af saunavognen sker på eget ansvar.

Vi anvender foreningens saunaer ansvarligt og økonomisk, så vi aktiverer tidligst SMS-tændingen 60 min. før vi vil bade, og vi holder døren mindst muligt åben.

Vi rydder op efter os og holder området omkring saunavognen og badebroen rent og rydeligt. Inden vi hælder vand og/eller olie på saunaen, sikrer vi os, at andre i saunaen synes det er ok.

Familiebadning

Som medlem kan vi medtage vores børn (eller børn i nærmeste familie) den første lørdag eftermiddag i måneden, og på den måde vænne dem til det velvære og glæde, vinterbadningen giver. I de øvrige åbningstider er det udelukkende voksne, der anvender saunaen. Dette gælder også Selvtænd-saunaen.

Sociale arrangementer

Bestyrelsen vil sørge for, at der hvert år er morgenmad ved standerhejsningen den første lørdag i oktober samt fejring af solhverv og et afslutningsarrangement sidste søndag i april.